Femte generation sælger møbler i Horsens Underrubrik: Efter en tur verden rundt er Peter Jacobsen tilbage i Horsens og i forældrenes forretning
Af Ingeborg D. Nielsen
HORSENS - 28-årige Peter Jacobsen er flasket op med møbler. - Det er jo det, jeg har hørt om ved aftensmaden, og sågar når vi var på ferie, fortæller han. Hans familie har solgt møbler i Horsens i mere end 80 år. Peter Jacobsens oldefar, Wilhelm Eriksen, startede salget fra sit snedkerværksted i Søndergade. Dennes svigersøn Leo Jacobsen, der flyttede forretningen til Torvet, kom til at lægge navn til møbeldynastiet, der i dag drives af fjerde generation, Peter Jacobsens forældre, Birthe K. og Jørn Jacobsen. I 1986 flyttede firmaet til Vejlevej og blev til et egentlig møbelhus og medlem af den frivillige kæde Ide Møbler. Her etablerede Jørn Jacobsen i 2006 en ny afdeling i huset, som fik navnet Jacobsen Plus - en afdeling med designmøbler fra hele verdenen. Da de fleste af Ide Møblers forretninger i 2007 blev solgt til kapitalkæden Axcel, valgte Jørn Jacobsen at satse på designmøblerne, og Leo Jacobsen A/S åbnede Jacobsen Plus i nye lokaler på Grønlandsvej overfor Bilka i midtbyen.
Tidlig start Peter Jacobsen og hustruen Claudia er nu en del af personalet i forretningen Jacobsen Plus, som på 1500 kvm viser et bredt udvalg af designmøbler, belysning og indretningsartikler. Men selvom Peter gik til hånde og var på firmaets lønningsliste allerede som 12-årig, skulle han et smut ud i den vide møbelverden, før han igen slog sig ned i familieforetagendet. - Jeg har ikke haft lyst til at tage den nemmeste vej, og jeg har altid ment, at det er sundt at samle erfaring andre steder, siger Peter Jacobsen. Derfor tog han i 2004 job ved Bo Concept, hvor han arbejdede i flere afdelinger, også i udlandet, f.eks. i Colombia og Venezuela. I 2007 flyttede han med hustruen Claudia til Malaga i Spanien, og her åbnede de som franchise-tager en afdeling af Bo Concept, som de stadig driver, selvom de er vendt hjem til Horsens. Målet har været at etablere en forretning, som mere eller mindre kan klare sig selv. Det gør man ifølge Peter Jacobsen ved at inddrage alle de ansatte i hele forretningsgangen, så det hele ikke står eller falder på baggrund af én person. - Hver gang jeg har fortalt noget til én, har jeg fortalt det til alle de andre også. Det har været en spændende udfordring, og det er heldigvis lykkedes, siger han.
En hobby Designmøblerne er med tiden også blevet en hobby for Peter Jacobsen, og derfor befinder han sig godt i Horsens-forretningen. - Det er et vigtigt valg, kunderne foretager, når de investerer i designmøbler, og det giver en fantastisk kundekontakt med nye, spændende oplevelser hver dag. Jeg nyder at arbejde her, og sådan skal det også være. Hvis man ikke glæder sig til at komme på arbejde hver dag, skal man finde på noget andet at lave, fastslår han. Selvom der skal lidt flere penge på bordet for et design-møbel, har Jacobsen Plus ikke mærket meget til finanskrisen. Men både far og søn er også enige om, at deres møbler er de billigste på lang sigt. - Hvad er et billigt møbel værd om fem eller 10 år? De her mister ikke deres værdi - tværtimod, fastslår de. Ny generation Nyeste skud på stammen i Jacobsen-familien er Claudia og Peters søn Oscar, som er knapt et år gammel. Dermed er sjette generation - måske - sikret i Leo Jacobsen A/S. - Det kunne da være dejligt, men det får han 100 pct. lov til selv at bestemme, når den tid kommer. Han må lave nøjagtigt, hvad han har lyst til, lyder det fra faderen. Men hvis han ikke selv finder et andet fritidsjob, så skal der nok være ét ledigt i familieforretningen, forudser Peter Jacobsen.
|